Rabbi eller Messias?
Fra Mark Scandrette: Jesus-vejen (Boedal, 2011)
Under en pause ved en stor konference for præster og kirkeledere præsenterede en ældre herre sig for mig og spurgte: „Hvad laver du så til daglig?"
„Jeg hjælper mennesker med at praktisere Jesus’ undervisning," svarede jeg.
Forvirret spurgte han: „Har dit arbejde noget med kristendommen at gøre?"
Jeg var lamslået. Hvad er der sket med vores forståelse af, hvad det vil sige at være kristen, hvis det bliver betragtet som noget mærkeligt at hjælpe mennesker med at udleve Jesus’ undervisning?
Den ligefremme ældre præst og jeg var snublet ind i en historisk diskussion, hvor Jesus enten er en klog rabbi eller en messiansk frelser. Var Jesus en viis lærer, vi skal beundre og efterligne, eller en frelser, vi skal tro på og tilbede… eller begge dele?
Både i akademiske kredse og i populærkulturen bliver disse to forsimplede syn på Jesus ofte sat op mod hinanden. Det ene syn betragter Jesus som en utrolig klog rabbi, der er kendt for sin etik og barmhjertighed, mens miraklerne, opstandelsen og hans påstand om at være messias enten bliver nedtonet eller forkastet. Det andet syn præsenterer Jesus som en frelser, hvis død og opstandelse bringer tilgivelse og håb om et evigt liv, mens hans rolle som forbillede og lærer ofte bliver nedtonet eller marginaliseret.
Målet her er ikke at afgøre denne langvarige spænding, men at spørge hvordan vi bedst kan leve os ind i en holistisk forståelse af Jesus, der forvandler vores liv, til gavn for verden.
Jeg bliver opmuntret af de mange tegn, der tyder på, at vi er ved at lære at værdsætte Jesus både som rabbi og messias. For Jesus som frelser og Jesus som lærer er lige vigtigt for os, hvis vi vil følge Vejen. Gennem sin død og opstandelse gør Jesus det muligt for os at gå ind i kærlighedens rige. Og gennem sit eksempel og sin undervisning lærer han os, hvordan vi skal leve i kærlighedens rige og lade Guds liv være kilden til vores liv. For Jesus’ første disciple var de to dimensioner ligeværdige. De forkyndte Guds riges virkelighed og underviste om Jesus som den opstandne messias.
Men alligevel er der i vores samfund en enorm kløft mellem den radikale kærlighed, Jesus underviste om og udlevede, og den gennemsnitlige kristnes erfaring og omdømme. Vi oplever simpelthen ikke den forvandling af hele mennesket, som vi instinktivt længes efter (og som en betragtende verden forventer at se). Det tyder på, at vi har brug for en fornyet forståelse af evangeliet og mere effektive tilgange til discipelskab. Selvom vores forståelse af evangeliet er ved at blive mere holistisk, så kommer det ikke fuldt ud til udtryk i vores mest udbredte åndelige praksisser. Vi kan blive frustrerede over det og blive kritiske – eller vi kan, inspirerede af en større vision af riget, blive kreative. Jeg tror, at det vi har brug for, særligt i denne overgangstid, er eksperimenterende fællesskaber – kreative rum, hvor vi føler os frie til at stille spørgsmål og tage chancer sammen, med det formål at følge Vejen.