De fire vejvisere

Siden den første tværkirkelige sommerfestival i Norge i 1985 har korsvejsbevægelsen været optaget af spørgsmålet: Hvad indebærer det at følge Jesus Kristus i vores tid? Kristne fra mange forskellige kirkelige sammenhænge har søgt sammen for at lade sig udfordre og inspirere af dette spørgsmål og i fællesskab prøve at finde en retning. Efterhånden har der vist sig fire pejlemærker (på norsk: vejvisere) – søge Jesus Kristus, bygge fællesskab, leve enklere, fremme retfærdighed – som et udtryk for en kristen helhedstænkning og –praksis.

Pejlemærkerne udfordrer. De fortæller om bevægelse: søge, bygge, leve, fremme. De er ikke milepæle, som angiver, hvor langt vi er kommet. De viser retningen. ”Jeg mener ikke, at jeg allerede har opnået dette”, skriver apostelen Paulus, ”men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus”.